Fra naturens side har vi ikke selv indflydelse på hvilket køn, barnet får.
Ved en kønsscanning er det muligt se barnets køn fra uge 14. I dette indlæg vil jeg fortælle, hvordan du ser barnets køn på et scanningsbillede med nub teori.
Se kønnet med nub teori og kønsscanning
Rigtig mange gravide ønsker at kende barnets køn tidligt i graviditeten, og der findes et utal af metoder til at gætte kønnet:
Den Kinesiske Kalender, Guldringens svingninger over maven, styrken af halsbrand, mavens form eller bagdelens bredde – og der er jo altid 50% sandsynlighed for at ramme rigtigt 🙂
Én af de sikreste måder at få kendskab til barnets køn uden risiko for barnet er ved en kønsscanning.
Jeg har lavet mange kønsscanninger, og jeg kan tydeligt se glæden hos både mor og far, når jeg afslører barnets køn. Der sænker sig en ro over graviditeten, og følelserne bliver ‘farvede’ mod det kommende barn.
For mange gravide virkeliggøres det hele lidt mere fra det øjeblik barnets køn kendes. Det kaldes også Parental Bonding, altså at knytte sig til sit ufødte barn.
Der er fordele både ved at kende barnets køn og ved ikke at kende det. Det ene er ikke mere rigtigt end det andet.
Nogle synes, det er mere overskueligt at kende kønnet, og at det gør forberedelserne lidt lettere.
Andre foretrækker forventningens glæde og gemmer overraskelsen, til barnet bliver født.
Her i Svendborg Scanningsklinik kan du sagtens blive scannet uden at få kønnet oplyst. Jeg respekterer fuldt ud jeres valg. Så ønsker du en tilvækstscanning, sen tryghedsscanning eller 3D og 4D-scanning, kan det også lade sig gøre uden fokus på kønnet.
Hvornår kan man se kønnet på et scanningsbillede med nub teori (nub theory)?
Drenge- og pigefostre er i begyndelsen af graviditeten helt ens at se på. Det vil på ultralyd ligne en slags minipenis eller en stor klitoris og kaldes den genitale tuberkel. Den udvikler sig til enten et kvindeligt eller et mandligt kønsorgan. Penis og klitoris udvikler sig altså ud fra samme grundstruktur og har mange ligheder.
For at kunne skelne mellem pige og dreng ved ultralyd skal graviditeten være mindst 14 uger gammel. Gør man det tidligere, er der risiko for at tage fejl. Derfor kan man heller ikke se kønnet på en nakkefoldsscanning eller en tidlig scanning.
En kønsscanning laves i 2D efter uge 14+0. Det vil sige, at billedet er et snitbillede gennem barnet. Forestil dig at du skærer en agurk i skiver og kigger på én skive ad gangen.
Barnet scannes i en helt bestemt vinkel, og vi skal se barnet i et længdesnit -fra side til side og i et tværsnit – fra top til tå.
Det er barnets udvendige kønsdele, jeg kigger på, og derfor er der flere ting, som kan drille. Fx hvis fødderne, hænderne eller navlestrengen ligger mellem benene og blokerer.
Sådan ser du, at du venter en lille pige
Ved piger skal man på scanningsbilledet kigge efter tre hvide linjer. Vinklen på stregerne skal ifølge nub teori være under 30 grader i forhold til ryggens linje. De tre streger peger altså ned mod fødderne.
På billedet i tværsnit kan de tre linjer nærmest ligne et lille hjerte, der ligger mellem benene. De to tykke streger er babyens lår, og imellem dem ser man kønnet.
Sådan ser du, at du venter en lille dreng
Ved drenge skal man også kigge efter tre hvide streger på scanningsbilledet. Men her skal vinklen på stregerne være over 30 grader i forhold til ryggens linje, siger nub teorien. På drenge vil de tre streger altså nærmest stå vinkelret på kroppen og pege ud i luften væk fra kroppen. Ofte kan man også se en lille rund skygge i bunden – det er scrotum (pungen). Faktisk kan det ligne en lille snegl med sneglehus.
Jeg ved, det er svært at se kønnet. Det hører jeg tit fra kommende forældre, når jeg scanner. Men når jeg forklarer, hvad jeg kigger efter, er de fleste med.
Derfor håber jeg også, at denne guide kan være med til at hjælpe dig, så du ved, hvad du skal kigge efter – eller måske ligefrem selv kan se dit barns køn ved en kønsscanning.
Har du en gravid veninde, der gerne vil kende sit barns køn, så er du meget velkommen til at dele dette indlæg med hende.
Du kan også læse mere om kønsscanning eller bestille en tid til kønsscanning lige her.