Hvis din eller din partners fødsel har resulteret i, at jeres barn er kommet til verden sund og uden mén, er det måske svært at forstå, at oplevelsen alligevel kan have været traumatisk for dig/jer. Oplevelsen af manglende kontrol, ubærlige smerter, angst for at miste barnet, sin partner eller for selv at dø, er blot eksempler på, hvad en fødsel kan afstedkomme. Hvis fødslen i sig selv ikke har været dramatisk og barnet har det godt, kan både omgivelserne og man selv have en forventning om, at fødselsoplevelsen ikke har brug for mere opmærksomhed. Det kan ovenikøbet føles skamfuldt at være ude af stand til at slippe tankerne om fødslen, når barnet trives.